Reservation og forhåndserhvervelse
På skovbegravelsespladserne har man mulighed for både at reservere og forhåndserhverve gravsteder til fremtidig anvendelse. Vi har 4 forskellige typer gravsteder, som er placeret rundt om træerne i skoven: Enkelt urneplads, dobbelt urneplads, fler-familietræ og et familietræ. Læs mere om de forskellige gravsteder samt priser for reservation og erhvervelse her.
Mange forhåndserhverver et gravsted for at have det hele klaret og betalt til den dag gravstedet skal bruges og dermed gøre det nemt for de efterladte. Har man en begravelsesforsikring kan det være fordelagtigt at reservere og først betale og endeligt erhverve gravstedet, når begravelsesforsikringen udbetales. Er man ikke helt sikker på, om det skal være en skovbegravelse, kan man også indledningsvis reservere og endeligt erhverve gravstedet på et senere tidspunkt.
I begge tilfælde får man et gravstedsbrev, hvor der er påført, ved hvilket træ og hvilke urnepladser man har reserveret eller forhåndserhvervet til fremtidig anvendelse.
Uanset hvilken type gravsted, man er interesseret i, kan man reservere eller forhåndserhverve gravsteder ved de ledige træer (familietræer kan kun erhverves). Man kan desuden se et udvalg af ledige træer og gravsteder online her.
Gravstedsbrev og fredning
Når man har reserveret eller erhvervet et gravsted, modtager man et gravstedsbrev. Dette er beviset på, hvilke urnepladser, man har rådighed over. Gravstedsbrevet indeholder oplysninger om dato for bestilling, periode, navn samt kontaktoplysninger.
Et gravsted er reserveret i 10 år fra reservationsdagen. Hvis der ikke er nedsat urner i gravstedet, som man har reserveret eller erhvervet, ved periodens udløb, har man mulighed for at forlænge reservationsperioden med yderligere 10 år af gangen mod et mindre gebyr (til dækning af administrationsomkostningen). Dette gælder uanset hvilken type træ og gravsted der er reserveret eller forhåndserhvervet.
Herunder kan man læse specielle forhold for hver type urnegravsted på skovbegravelsespladsen.
Enkelt plads
Har man reserveret eller erhvervet en enkelt plads, modtager man et gravstedsbrev som dokumentation på gravstedet.
Er gravstedet tiltænkt ens eget sidste hvilested, bør man sørge for at de nærmeste ved, hvor de kan finde gravstedsbrevet. Man kan også give bedemanden (en kopi af) gravstedsbrevet, så han eller hun ved, hvor urnen skal sættes ned.
Dobbelt plads
En dobbelt plads er det naturlige valg for par, der ønsker at få samme hvilested. Når man reserverer eller erhverver en dobbelt plads, modtager man et gravstedsbrev med angivelse af begge udvalgte urnepladser.
Fler-familietræ
Her erhverver man enten den nordlige eller sydlige halvdel omkring et træ til den nære familie, men man kan selvfølgelig også lade ens venner blive urnebegravet ved samme træ, da man har retten til alle urnepladser i den halvdel man har erhvervet. Man modtager et gravstedsbrev, som opbevares som “skøde” på, at man har brugsretten til den udvalgte halvdel omkring træet.
Familietræ
Et familietræ er til de familier, der gerne vil have deres urner nedsat sammen og ligge privat. Med et familietræ skaber man en garanti for, at familien råder over samtlige urnepladser ved træet. Andre familier/venner kan kun blive nedsat rundt om det udvalgte træ, hvis man som familie ønsker det.
Når man erhverver et familietræ, og selvom Skovbegravelse Administration opbevarer en kopi af gravstedsbrevet og fører gravstedsprotokol, anbefaler vi, at familien informeres om familietræet, og hvor gravstedsbrevet opbevares.