Min sidste vilje og testamente
- Temaaftener hos Skovbegravelse
- Tag stilling
- Sådan gør du
- Oprettelse af ønsker i forbindelse med din død
- Udfærdigelse af testamente
Hvis man hører til dem, der bare gerne vil have styr på tingene, når dagen kommer, hvor man ikke er her længere, sætte sit eget præg på ens bisættelse/begravelse og hjælpe de efterladte, så læs videre. Der er mulighed for registrering af min sidste vilje online eller pr. dokument til opbevaring i arkiv, hos bedemand eller privat hos en selv.
Uanset religiøs eller ikke religiøs overbevisning, medlemskab af folkekirken eller valget om ikke at være medlem, så er der god grund til at planlægge rammerne omkring den sidste rejse. Det er bl.a. vigtigt, at forholde sig til ens sidste hvilested, både så man får det, som man gerne selv vil, men mindst lige så meget af hensyn til de efterladte. For de efterladte er det ofte en svær og forvirrende tid, og det er en meget stor hjælp for de efterladte, at kunne læse afdødes sidste ønsker. Endnu bedre, hvis man har kunnet finde mulighed for at vende det i live med ens kære, eksempelvis i forbindelse med udfærdigelsen af ens sidste vilje. Nedenfor får du mange flere informationer om ”Min sidste vilje” og om testamente.
Temaaftener hos Skovbegravelse
Hos Skovbegravelse holder vi bl.a. temaaftener, hvor forskellige emner er på dagsordenen. Vi har tidligere afholdt temaaftener under overskriften ”Min sidste vilje og testamente”, og der vil i fremtiden blive afholdt flere temaaftener med fokus på dette. Ved disse arrangementer har advokater og bedemænd fremlagt hvordan man kommer bedst muligt i gang med at få oprettet ens sidste vilje og udfærdigelse af testamente.
Hvad kan man med fordel skrive i ens sidste vilje? Hvad med ens digitale liv? Hvor vil man begraves og hvordan? Hvordan kommer man i gang med et testamente? Kun 1 ud af 10 danskere har et testamente. Hvad koster det? Hvad er et testamente? Hvad skal der ske med mit kæledyr? Hvordan vælger man den rigtige bedemand og advokat?
Ved arrangementerne har der også været mulighed for at få afklaret eventuelle tvivlsspørgsmål vedrørende ”Min sidste vilje” og hvordan det forholder sig med at få oprettet et testamente.
Alle er velkomne til disse temaaftener, og du kan følge med i alle kommende arrangementer lige her. Vi kan også være behjælpelig med at få rettet kontakt til fagspecialister, der beskæftiger sig med disse aspekter.
Tag stilling
Få styr på de sidste ønsker og formaliteter både med hensyn til om du vil begraves eller kremeres, hvor begravelsen eller bisættelsen skal foregå, om der foreligger et testamente, ønsker i forhold til obduktion og organdonation samt helt personlige ønsker, der f.eks. kan være valg af musik til begravelsen og tal om muligt dine ønsker igennem med dine pårørende.
Du har også mulighed for at nedfælde dine ønsker til hvordan en eventuel sammenkomst efter begravelsen skal foregå – dette kan f.eks. være i forhold til hvad der skal serveres af mad og drikke til mindesammenkomsten. Ved at udfylde ”Min sidste vilje” hjælper du din familie og dine pårørende, da mange finder det svært at træffe disse beslutninger og ofte opstår der tvivl, om hvad afdøde egentlig ønskede. Læs mere her om nyttige overvejelser inden dødsfaldet.
Er du interesseret i skovbegravelse, så tilbyder vi fire forskellige typer af urnegravsteder på skovbegravelsespladserne: Enkelt urneplads, dobbelt urneplads, fler-familietræ og familietræ. Der er også mulighed for at plante sit eget træ. Læs mere om de forskellige typer gravpladser her.
Sådan gør du
Når beslutningerne er truffet, udfyldes ”Min sidste vilje” online eller pr. dokument. Online kan det eksempelvis gøres via dokumentet fra Foreningen af Danske Bedemænd. Det er ligeledes muligt, at bestille formularen som fysisk dokument, der tilsendes pr. post.
Brug dine lokale bedemand – bedemændene har stor erfaring med effekten af en sidste vilje, men også erfaring fra alle de gange, der har manglet en sidste vilje, som måske kunne have afhjulpet en svær situation for de efterladte. Bedemanden kan selvfølgelig også hjælpe med bl.a. valg af kiste og urne, valg af begravelsessted, kørsel og hvis man f.eks. gerne vil have en bæredygtig begravelse.
Adjø – ny platform til oprettelse af dine ønsker i forbindelse med din død
Som et alternativ til ovenstående informationer om ”Min sidste vilje”, kan vi fremhæve platformen Adjø, der er udviklet af Life Apps ApS. Platformen Adjø kan tilgås via web og downloades gratis som app i App Store og Google Play. Platformen Adjø er til for dig, der gerne vil være velforberedt, hjælpe dine efterladte og sætte dit præg på din begravelse/bisættelse. På den måde står din familie og dine pårørende ikke med tvivlsspørgsmål, når dine ønsker er integreret i Adjø.
Adjø består af fire kategorier: ”Mit liv”, ”Mit farvel”, ”Mine kære” og ”Min arv”. ”Mit liv” dækker f.eks. over forsikringer, boligforhold, finansielle og erhvervsmæssige forhold og hvad der skal ske med dit kæledyr, hvis du går bort først. ”Mit farvel” omhandler planlægning af begravelsesceremonien, type af kiste, hvilke sange/musik skal synges/spilles, hvor og hvordan du vil begraves og om der skal være en mindehøjtidelighed efter begravelsen. Kategorien ”Mine kære” er et segment, hvor du har mulighed for at dele dine ønsker med dine kære og dine nærmeste. I ”Min arv” kan du udfylde hvem dine arvestykker skal gå til, få styr på din digitale arv og hjælp til oprettelse af testamente.
Læs mere om Adjø på deres hjemmeside her
Udfærdigelse af testamente
”Min sidste vilje” og et testamente er to forskellige ting. Et testamente skal altid oprettes skriftligt, og med et testamente bestemmer du, hvad der sker med dine ejendele og værdier efter din død og da et testamente ofte først åbnes efter begravelsen, er det ikke det rigtige dokument, at bruge til at stedfæste sine ønsker til begravelsen – hertil anvendes “Min sidste vilje”.
Det er arveloven, der bestemmer, hvem og hvordan arven efter dig fordeles. Hvis dine ønsker i forhold til hvem der skal arve, ikke adskiller sig fra reglerne i arveloven, behøver du ikke at oprette et testamente. Adskiller dine ønsker sig fra arvelovens forskrifter, og det vil de ofte gøre, skal du oprette et testamente. Ifølge arveloven falder arveklasserne således ud: Første arveklasse er din ægtefælle og dine livsarvinger – dvs. børn, børnebørn osv. Anden arveklasse er dine forældre og deres livsarvinger – dvs. dine søskende, nevøer og niecer, deres børn osv. Tredje arveklasse er dine bedsteforældre og deres børn.
Det behøver ikke at være svært at få udfærdiget et testamente. Kontakter du en jurist, hjælper de dig hurtigt videre, typisk via en uforpligtende rådgivningssamtale, der har til formål at afdække hele din familie- og arveretlige situation. Vælger du at acceptere juristens rådgivning, vil testamentet blive udarbejdet og sendt til dig til gennemlæsning. Herefter vil du igen indgå i en dialog med juristen omkring eventuelle rettelser eller tilføjelser. De fleste jurister vil anbefale dig at du får det færdige testamente noteret ved en notar – dette kan juristen også hjælpe dig med.
Hjælp dig selv og din familie og pårørende ved at nedskrive din sidste vilje og, hvis du har behov for det, udarbejdelse af et testamente.